Hvordan fjerner man glaspest?

Hvis du har en opvaskemaskine, så har du nok også stiftet bekendtskab med glaspest, der er lidt af en fjende for alle os, der elsker glas. Har du spekuleret over, hvordan man fjerner glaspest og om man overhovedet kan fjerne det? I så fald, så er denne artikel til dig. Her ser vi nærmere på, hvad du kan gøre for at fjerne glaspest, og hvad du kan gøre for at undgå det i fremtiden, så vidt muligt.

Forstå dit glas og glaspesten

Inden vi ser på, hvad du kan gøre for at fjerne glaspest, så er det vigtigt at forstå glasset og glaspest nærmere. Glaspest er lidt af en fællesbetegnelse, for der kan være lidt forskellige årsager til glaspest. For det meste, så er glaspest dog noget, der kommer i en opvaskemaskine, når glasset udsættes for kondens og varme.

Kombinationen af varme, kondens og maskinopvaskemiddel kan angribe glassets overflade. Det er især ældre glastyper, der er sårbar i et fugtigt miljø, som en opvaskemaskine jo må siges at være.

Salt, afspænding og kalk kan også være en kombination, der kan medføre misfarvninger på glasset. Kalkaflejringer er ikke det samme som glaspest, men det kan være svært at se forskel. Forkert dosering og indhold af salt og afspændingsmiddel i opvaskemaskinen kan både medføre kalkaflejringer og glaspest, så uanset hvad, så er det fornuftigt at være opmærksom på salt og afspænding.

Kunsten at fjerne glaspest

Eddike eller citronsyre:

Ny glaspest, som du altså opdager med det samme, kan fjernes ved, at du lægger dine glas i blød i 1 liter varmt vand med 2 dl eddike eller citronsyre samt opvaskemiddel. Du kan være heldig, at glaspesten går væk efter kort tid, og ellers kan du godt give det til næste dag i baljen. Skyl dem godt af bagefter, og se, om ikke glaspesten er væk.

Hvis det ikke virker, så kan du give dem en tur mere i dette syrebad, og ellers kan du gå mere manuelt til værks.

Knofedt:

Hvis din glaspest er meget slem eller gammel, så er det muligt, at du er nødt til at gå mere hårdhændet til værks. Gnub dine glas med tandpasta indvendigt og udvendigt og lad det sidde i et kvarters tid. Skrub nu glassene rene med en svamp. Hvis dette ikke er nok, så kan du i sidste ende skrubbe med en glaskeramisk stålrens.

Desværre, så sker det også, at glaspesten ikke er til at fjerne.

Sådan undgår du glaspest

Glaspest kommer let, når du bruger opvaskemaskine. Derfor er det fornuftigt at gøre, hvad du kan, for at forebygge glaspesten. Her er nogle tips, som vi runder af med: Vask dine pæne glas op i hånden.

Kedeligt, men enkelt og effektivt. Når du vasker op i hånden, så er der hverken for meget varme, fugt eller kemi, der kan give anledning til glaspest.

  • Sæt din opvaskemaskine på maks. 55 grader, når du vasker glas.
  • Sørg for, at åbne din opvaskemaskine, når den er færdig med at vaske. Det modvirker lang tid med varme og fugt.
  • Sørg for, at have korrekte niveauer af salt og afspændingsmiddel.