Pave Leo XIV modtog en unika-skål

I september var de fem nordiske biskopper til bispekonvent i Rom, og i den forbindelse var de i audiens hos pave Leo XIV, som fik overrakt en gave i form af en mundblæst skål fra Baltic Sea Glass.

Skålen er udført i sarte grønlige farver inspireret af havets skiftende nuancer, og i mønstret er der hentet inspiration i de fiskenet, som bornholmske fiskere gennem århundreder har brugt, og som har haft afgørende betydning for livet på Bornholm.

Det var søster Mirijam fra Kloster Holte, som overrakte paven den grønne skål. Hun er generalsekretær ved de nordiske bispekonferencer, og hun var begejstret for den:

 Den er på samme tid både enkel og virkelig smuk skål. Da jeg kiggede ned i bunden af den, så jeg mønstret af forstenede muslinger, der ligesom snoede sig udad. Skålens sider ligner fiskenet og havet, det er utrolig flot. Paven får jo rigtig mange gaver, men jeg tror, at den her skål er temmelig meget anderledes, end hvad han ellers får. Han kiggede i hvert fald meget interesseret på den, allerede da jeg kom ind i rummet for at hilse på ham. Jeg håber, at han vil nyde at kigge på den og bruge den i sin dagligdag, fortæller søster Mirijam med begejstring i stemmen.

Indehaver af Baltic Sea Glass Michael Brandt er både stolt og beæret over, at en af glaspusteriets skåle er blevet foræret til en så prominent person, som pave Leo XIV jo er. 

 Bornholm har en lang og solid tradition for sit kunsthåndværk af høj kvalitet, og Bornholm har – som den eneste ø i verden – fået den flotte titel af en 'World Craft Region'. Pete Hunner og Maibritt Jönsson, som grundlagde Baltic Sea Glass i 1981, skriver sig ind i netop disse fornemme traditioner, fordi de gennem hele deres karriere har vist en helt særlig evne til at bringe liv og bevægelse ind i deres glaskunst. Deres kunstneriske tilgang og vedholdende fokus på kunsthåndværk af høj kvalitet har sikret Baltic Sea Glass en stærk position indenfor glaskunst både i Danmark og internationalt.

Baltic Sea Glass's værker er repræsenteret på en lang række af museer i Europa og USA. Blandt andet Bornholms Kunstmuseum, Glasmuseet i Ebeltoft, Victoria & Albert Museum, Storbritannien, Dansk Design museum, København, Kunstgewerbe Museum, Berlin, Swedens Glass Museum, Växjö, Finlands Glass Museum, Riihimäki Finland, Museo del Vidrio, Monterey, Mexico, Westfälisches Industrimuseum, Tyskland og Nordic Museum, Seattle, USA. 

Du kan se  en række af vores UNIKA-værker her – og endnu flere hvis du besøger os i galleriet (Melstedvej 47, syd for Gudhjem),